Sidste dag i sommerferien

Sidste dag i sommerferien

Så snerper det derhen af. Sommerferien er ved at være slut. 4 uger i streg og nu snart på arbejde igen.

Fik jeg brugt ferien på den måde, jeg ville? Fik jeg det ud af den, jeg ville?
Sådan evaluerer nogle måske, målbart , deres ferie af frygt for at have spildt blot et enkelt minut af deres sparsomme fritid. Andre tager det ikke så nøjeregnende, men er i det.

At slappe af

Ferie er ferie. Ferie er at holde fri, fuldstændig fri for sit arbejde.
Da jeg sagde god ferie til mine kollegaer og gik ud af døren, tog jeg en dyb indånding af den solbeskinnede sommerluft. Jeg var klar til at slappe af.

Det ligger mig ikke fjernt at slappe af, forstået på den måde, at når jeg går fra mit arbejde, så kobler jeg helt af. Arbejdet fylder en stor del af vores tid, så man skulle være et skarn, hvis ikke man under sig at slappe af og nyde sin fritid. Det har jeg i høj grad gjort i min sommerferie.

Glædesstunder

Min sommerferie blev egentlig fyldt med mange glædesstunder.
Sønnike kunne langt om længe tage på sin ønskerejse til New York efter 3 års udskydelse pga Corona. Man bliver glad på sit barns vegne, da det er stort at opleve “The town that never sleeps”.

Sol og sommer gør glad. Ligeså gør musikken. Dette år havde jeg mulighed for at opleve forskellige kunstnere ved Copenhagen Jazzfestival over rockmusik ved privatfest til kammermusik i Brøndsalen i Haveselskabets Have.

Energidepoterne blev ladet op i det skønne Vendsyssel, hvor jeg besøgte familie og venner og bare nød gensynet af min hjemstavn. Og jeg fik besøg af familie og dvælet ved, hvor rart livet kan være, når man er sammen med dem, man holder allermest af.

Noget, der er større end arbejde.

Det at holde af og være forbundet er en ultimativ dejlig følelse.
Jeg har mødt mennesker på min vej denne sommer, som ganske uventet dukkede op og viste mig deres glæde ved vores samhørighed. Det varmer og man ved, at der er noget, der er langt større end arbejde. Nemlig det, der pludselig tilkommer sig og opstår, når man slapper af og nyder de væsentlige ting i livet.

Facebook
Twitter
LinkedIn
Pinterest
Om forfatteren
Annemette Bo Remmen

58 somre. Mor. Livsnyder, sprogentusiast, næres ved alt kulturelt og lærer i daglig virke.
Velkommen indenfor til min blog, Læseunivers og AltanErLiv.

Seneste indlæg