Har jeg en favoritsang?

Når en kompetent, veldreven, fagsolid og -stolt sanger som Dionne Warwick går på scenen, så fyldes man af en dyb respekt, ærbødighed og ydmyghed over for kunstneren. Det forplanter sig helt naturligt, at man ikke kan andet end at læne sig tilbage og taknemmeligt tage imod.

Sådan havde jeg det, da Dionne Warwick entrerede scenen med sin afskedsturné i Amager Bio 27. maj 2022.

Aldersmæssigt er Dionne Warwick, hvor hun skal være. Fløjet ind med et nyligt opereret ben lister hun smilende frem mod scenens midte til sit akkompagnement af stilleligt klædte herrer.

Der bliver stille i den forholdsvis lille sal. Hun synger i Amager Bio, men har format til DR’s koncertsal. Royal Arena ville være en skændsel, for hendes sublime sangstemme ville overdynges af rungende akustik i en mega-hal. Hendes akkuratesse hører til i det mindre.

“Welcome To My World” er hendes indledning efterfulgt af “Walk on By” og “Anyone Who Had a Heart”.

Varmt og hjerteligt byder hun sit publikum velkommen med et “I’am going to give you a disclaimer, yer…. I’am going to do exactly what you are doing”, hvortil hun sætter sig undskyldende med sit ben, men forsikrer os, at det vil ikke forhindre dem i at give os alt, hvad de har forberedt.

Og det fik vi.

Evergreens i bedste Burt Bacharach stil med “Alfie”, “Do You Know the Way to San Jose”. Genre-surf blandt klassikere i såvel jazz og bossa nova rytmer.

“I Say a Little Prayer for you” og “We are the World” var bare få blandt et to timers langt repetoire, der på imponerende vis blev, så godt som, sunget i forlængelse af hinanden.

Lidt entertainment om Coronaens påvirkning af hendes dagligdag, hvor hun på humoristisk vis fortalte om, hvordan hun genopdagede sit eget hjem med dagligdags gøremål, som eks selv at skulle brygge sin kaffe i stedet for at få den serveret på hotel.

Et statement var der også plads til i form af en bøn om fred gennem kommunikation. At dialog er vejen. Og at vi kan stræbe efter forståelse og kærlighed gennem musikken.
“If I Want to” var hendes sang, der understøttede disse ord.

Dionne Warwick sluttede af med “That’s what’s Friends are for” go “What’s good about Goodbye?, What’s fair about Farewell?”

Hun førte mig snorlige ned ad memory lane til spolebåndoptagerens tid. Dengang mine unge forældre gik til fest. Mor med touperet, opsat hår og lang kjole. Far i jakkesæt og Ronson lighter i lommen. Snitter på opsats. Dans. Dubonnet, Martini og Flyversjusser.

Jo, den holdt. Intet mindre.

Sublim koncert. Præcis og driftsikker, både band og sanger.

Om jeg kan udpege min favoritsang? Nej, det lader sig ikke gøre. Alt hvad hun har lavet med Burt Bacharach, er der kun kommet noget godt ud af.